Kirkegården

Vildt på Greve Kirkegård


Der har i nogen tid verseret rygter om, at der bliver stjålet eller ødelagt buketter fra gravstederne på kirkegården. Rygterne taler imidlertid ikke sandt, da det er konstateret, at det er rådyrene, der om natten går ind og splitter/æder blomsterne. Det har endvidere vist sig, at de foretrukne blomster er roser. Samtidig skal det nævnes, at det ikke er tilladt at lade hunde gå eller løbe frit på kirkens område.

Frank Larsen, kirkegårdsleder

Skovkirkegård på Greve kirkegård

I løbet af 2019 får Greve Kirkegård to nye typer urnegravsteder i den eksisterende skov på kirkegården. Arbejdet er så småt begyndt med etableringen af en sti i skoven, så man kan gå rundt om gravene i skovarealet. Til den første type urnegravsted vil der i løbet af foråret blive lavet en blomsterplads, som skal benyttes, da der ikke må lægges blomster eller lignende i skovbunden. Der bliver placeret en mindesten ved blomsterpladsen, hvor det vil være muligt at tilkøbe en navneplade. Ved blomsterpladsen bliver der ligeledes placeret en bænk. Den anden type urnegravsted vil være med natursten, som bliver anlagt i skovbunden med en tilhørende vase, som kan benyttes. Det vil være muligt at være med til urnenedsættelse ved begge gravstedstyper. Skovkirkegård på Greve kirkegård Alle er velkomne til at følge skovkirkegårdens udvikling i løbet af foråret. Der vil senere komme en dato for indvielsen af skovkirkegården. I sidste nummer af kirkebladet skrev vi med et glimt i øjet om et nyt boligbyggeri på Greve Kirkegård. Dette byggeri med enfamiliehuse er nu færdigbygget. Kirkens juniorklub har dekoreret og malet en række fuglekasser i meget varierede farver og mønstre. Resultatet er blevet flot. Fuglekasserne er nu hængt op i Kirkeskoven ved siden af kirkegården, og forhåbentlig flytter de første nye beboere ind her til foråret, og måske bliver der også stiftet små fuglefamilier. Går I en tur på kirkegården, så tag en lille skovtur med og se om I kan finde redekasserne. Det kan være en god idé til en familieudflugt. Kirkeskoven i sig selv er også ganske velegnet til en lille vandretur. Der er gode stier og fin natur, og frugt og nødder må man gerne nyde.

Frank E. Larsen, kirkegårdsleder
og Kjeld-Ole Munk

   Kirkegården