Kjeld-Ole går på pension

Kjeld-Ole går på pension

Kjeld-Ole går på pension

# Nyheder

Kjeld-Ole går på pension

Kjeld-Ole Munk, der gennem 36 år har været præst i Greve Sogn går på pension 1. april.

Kjeld-Ole er født i Østerlars på Bornholm 9. marts 1956. Efter studentereksamen, tog han som 20-årig til København, hvor han begyndte teologistudiet på Københavns Universitet. Her blev han færdiguddannet cand. theol i 1988. Kjeld-Ole blev ordineret i maj 1990 og blev så allerede i juni 1990 ansat i Greve Sogn, hvor han har været sognepræst siden da.

Både mens han studerede og ved siden af sit daglige arbejde som præst har Kjeld-Ole altid været dybt engageret i diakoni og velgørende arbejde i folkekirkeligt regi.  Bl.a. hos Samfundet og hjemmet for vanføre og hos KFUM’s Sociale arbejde.

I 1997 kom han i bestyrelsen for KFUM’s Kollegium, som er en selvejende institution under KFUM’s sociale arbejde, der hjælper hjemløse og mennesker med misbrugsproblemer. Her blev han senere først næst-formand og fungerede så gennem 10 år formand. I en periode har han også siddet som distriktsforeningens repræsentant i TV2-Kosmopol.

Og gennem alle årene har Kjeld-Ole været en af de drivende kræfter bag Greve Sogns Menighedspleje. 

Vi har sat Kjeld-Ole Munks stævne og spørger ham:

Da du startede som præst hos os, havde vi jo kun Greve Kirke i landsbyen. Hvordan var det?

Ja, vi havde noget mindre forhold end i dag, hvor vi også har Johanneskirken. Men der var drøn på. Der var år med næsten 200 dåb, små 100 bryllupper, dog ikke så mange bisættelser og begravelser som i dag. Men jeg fik en god start og jeg blev taget rigtig godt imod af den daværende sognepræst Niels Refskou og alle mine andre nye kolleger.

Hvad har du så været mest glad for?

Der er mange ting, jeg har været glad for. 

Men en af de store oplevelser, som jeg er meget glad og taknemmelig for, er at have været med til, var at ”bygge Johanneskirken”. Herunder også udvælgelsen af alterkorset, døbefonten, gobelinerne, sølvtøjet og de store kirkeklokker. Det var spændende og vi fik en flot og rummelig kirke, der gav bedre forhold og muligheder for fællesskab og kirkeliv.

 Du har haft stor berøring med mange borgere?

Ja, ud over ved gudstjenester og andre begivenheder har jeg haft berøring med mange mennesker, både ved festlige lejligheder, såsom dåb, konfirmation og bryllupper, og ved svære begivenheder som bisættelser og begravelser. Og så har jeg haft det privilegie, at jeg i flere tilfælde har viet forældre, døbt og konfirmeret deres børn og sågar senere igen også viet børnene. Når jeg tænker igennem, tror jeg det i alt bliver til mere end 2000 dåb, over 2000 konfirmationer, næsten 800, vielser og ca. 1800 bisættelse og begravelser.

 Hvad kommer du til at savne mest?

Jeg kommer til at savne den daglige berøring og de gode snakke med de mange mennesker, hvor jeg været taknemmelig for at få lov til at forkynde det kristne budskab.

Man kan vel ikke lige forestille sig, at du helt stopper med at være engageret?

Så længe jeg føler mig så frisk som nu, kan jeg nok ikke kunne lade være med at engagere mig, men allerførst skal jeg lige flytte til Borup. Så lige en lille pause. Men så vil jeg da overveje nogle af de forespørgsler jeg har fået. Og så skal der da også være tid til mine 2 dejlige børn; Amalie på 30 og Mathilde på 27.

 Og fysisk er du vel stadig i vigør?

Jo, jeg kan da stadig løbe 10 km på 1 time og et par minutter. Og som jeg har gjort i mange år deltager da stadig i Eremitageløbet og også gerne i DHL-stafetten. Og nu får jeg så også tid til at holde formen vedlige.

Alle er velkommen til Afskedsgudstjeneste og -Reception

Kjeld-Ole har afskedsgudstjeneste i Johanneskirken Palmesøndag 29. marts, kl. 11:00 og fra ca. 12:30 takker vi Kjeld-Ole ved en reception.

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...

Find os her

Johanneskirken
Skoleholmen 9
2670 Greve

Greve Kirke
Michael Gjøes Vej 1
2670 Greve

Kontakt Kirkekontoret

Telefon: 24 59 00 96
Mail: Greve.sogn@km.dk

Søndag Lukket

Mandag 10:00 - 13:00

Tirsdag 10:00 - 13:00

Onsdag Lukket

Torsdag Lukket

Fredag 10:00 - 13:00

Lørdag Lukket

CVR nummer: 69223028

Kontakt Kirkegårdskontoret

Telefon: 24 59 00 75
Mail: 7194-kirkegaard@km.dk

Personlig og telefonisk ekspedition

Alle hverdage 11.00 – 12.00

Kirkegårdssekretæren kan træffes

Mandag – Torsdag kl. 8.30 – 13.30

Følg med på vores sociale medier