Grevekoret (for voksne)
Vi søger medlemmer til vores voksenkor:
Det giver livsglæde at synge!
Hvis du er enig, så er det måske noget for dig at blive en del af fællesskabet i Grevekoret. Vi er knap en snes musikalske og sangglade voksne, der øver hver torsdag aften i Johanneskirken - og vi kunne så godt tænke os at blive lidt flere! Repertoiret består både af korklassikere, kanons og danske sange - og selvfølgelig også nyt, gammelt og knap så kendt. For tiden synger vi 2- og 3-stemmige satser, men målet er at synge 4-stemmigt igen. Udover at nyde musikken har vi det så hyggeligt, når vi holder pause. Der er te, kaffe og sødt samt mulighed for at ordne verdenssituationen både i og udenfor Greve Sogn. En håndfuld gange om året optræder vi gerne som medvirkende ved kirkernes arrangementer. Så er der et naturligt mål for prøverne. Hvis alt dette lyder interessant - så kom forbi og vær med til nogle korprøver. Så finder man hurtigt ud af om niveauet, stemningen og repertoiret matcher ens egne forventninger. Spørgsmål besvares gerne af korets dirigent,
Velkommen til organist Miriam Widmann
- Og vejen til orgelbænkene i Greve Sogn
Til april er der gået 30 år, siden jeg startede karrieren som organist.
Og da jeg lige er fyldt 45 år, er det størstedelen af mit liv, der er levet omkring orgelbænken i folkekirken. Da jeg var 15 år fik jeg min første lille organisteksamen og stilling ved den lokale kirke i Voerladegård tæt på Mossø. Det var en klassisk middelalderkirke og minder på den måde om Greve Kirke – og jeg nyder meget at være tilbage i så smukke omgivelser og kunne mærke historiens vingesus, hver gang man er på arbejde. I Voerladegård havde jeg en deltidsstilling, som jeg kunne passe ved siden af skolen. Klaver havde jeg spillet, siden jeg var 7 år, og al den musikalske prægning gjorde mig klar til at studere kirkemusik (orgel, kor og teori) på Det Jyske Musikkonservatorium i 1999. Efter eksamen i 2004 har jeg levet af orgelspillet på en rejse østover – med stillinger i Aarhus, Odense, Buddinge og Lyngby. Det har været afvekslende og spændende, for som organist arbejder man som både dirigent, solistisk musiker, kammermusiker, akkompagnatør og koncertarrangør, og der er også administrative opgaver, møder, formidling og endda udvikling af nye koncepter indenfor kirkens gudstjenesteformer. Som timelærer på Sjællands Kirkemusikskole er jeg med til at uddanne fremtidens kirkemusikere og har glæde af Johanneskirkens vidunderlige orgel – på sådan et instrument er det let at udfolde den store orgelmusik.
Privat er jeg gift, har 2 børn, 2 voksne bonusbørn og bor i Valby. Jeg er meget taknemmelig over at være blevet valgt som ny organist i Greve Sogn. Sammen med min gode kollega Lise Ellevang, menighedsrådet og alle medarbejdere vil jeg gøre mit bedste for at styrke og udvikle det gode arbejde på den musikalske front.
Miriam Widmann